Gammel landsby i Idomlund

Idomlund er igennem de seneste år blevet en arkæologisk nålepude med gentagne små udgravninger i forbindelse med nedgravninger af kabler til vindmøller og lignende. Og nu er man i gang igen med tre projekter.

 

I forbindelse med opførelsen af Europas største solcellepark ved Bur skal der føres et kabel til transformatorstationen i Idomlund. Det har givet arbejde for arkæologerne ved Holstebro Museum, der har kunnet føje ny viden til den allerede opnåede om området.

 

Der blev gravet lige ved siden af for to år siden, og sammen har de to felter afsløret hvad man tolker som resterne af mindst to huse fra yngre jernalder (400-800 evt.). Der er ikke fundet genstande der kan datere det, men husenes form er typisk for denne periode. På kortet herunder er feltet afgrænset med gråt det ældre, og det med rødt fra årets udgravning.

Tilknyttet fil: Udgravningen i Idomlund

Fra Idomlund og nordpå skråner terrænet mod Storåen. Her har luftfotos tidligere afsløret sporene af en hel landsby fra yngre romersk jernalder, to rækker huse med en vej imellem. Derfor blev der i 2016 afholdt et stort detektor træf på stedet, hvor man blandt andet fandt en meget velbevaret romersk mønt fra år 83 fvt. Altså meget ældre end de huse, vi har spor af. Men der blev også fundet en del andre genstande, blandt andet keramik og smykkedele, der er samtidige med de udgravede huse.

 

Den nys overståede udgravning er ikke publiceret, men man kan læse mere om detektorfundene i Holstebro Museums Årsskrift fra 2017.

 

Det andet projekt er udvidelsen af selve transformatorstationen til det syvdobbelte. For at fremtidssikre stedet vil man inddrage et stort område helt op til Ringkøbingvej, et areal der også rummer flere fredede gravhøje. Hele området, der vil syvdoble stationens areal, vil ikke blive brugt til transformatorer, blandt andet vil højene naturligvis blive friholdt. Men arkæologerne fra Holstebro Museum skal undersøge det store areal, der skal bruges, og det vil forhåbentligt give yderligere oplysninger til vores billede af områdets historie,

 

Desuden er man begyndt at undersøge markerne, der skal tilplantes med COOPs folkeskov, på ejendommen ”Nørgård”, Idomlundvej 12. Den flotte, såkaldte ”rækkelandsby” fra luftfotografierne, ligger på en del af det område der skal tilplantes, og arkæologerne arbejder nu med de ansvarlige om at friholde ”landsbyen”. Nye kapitler skrives i historien om Idomlund, hver gang spaden skal i jorden.