IRIF historie

Idom-Råsted Idrætsforening opstod i 1977 som en sammenlægning af Idom Idrætsforening og Råsted Idrætsforening. På dette tidspunkt blev der gjort et stort arbejde, primært fra Idom Idrætsforening, for at skaffe en idrætshal i området, og en sammenlægning af de to klubber var med til at styrke arbejdet. Under Råsted Idrætsforening blev der spillet badminton, al øvrig idrætsudøvelse foregik under Idom Idrætsforening.
Der har været yderligere en forening i området, Idomlund Gymnastikforening. Den havde gymnastik og håndbold på programmet, der var ikke grundlag for et fodboldhold. Foreningen gik i sig selv i fyrrerne. Omkring 1950 blev der arrangeret fodboldkampe i Hestbjerg i den sydøstlige del af sognet, men der er aldrig sket en egentlig klubdannelse.

Råsted Idrætsforening

Fodboldhold fra Råsted fra 40'erne: Jens Mose, ukendt, Svend Blæsbjerg, Thomas Mårbjerg, to ukendte. Niels Vad, Johannes Mårbjerg, Kristian Katborg Kristensen, ukendt, Svend Kristensen, Kresten Bjerg.










Råsted Idrætsforening blev stiftet i december 1932. Aktiviteterne var primært gymnastik, fodbold og håndbold. Desuden afholdt foreningen hvert år sportsfest. Foreningen spillede rundt omkring i sognet, nogle år på en flerårig bane, f. eks. ved gården Nørholm, andre gange på baner så midlertidige, at man måtte rydde græsset for køernes efterladenskaber først.

Råsted IF: Christian og Jens Husted.
























De første mange år deltog foreningen ikke i turnering, kun i såkaldte nålekampe, bl.a. i ovennævnte Hestbjerg. Nålekampe var en cup-lignende, endags turnering mellem fire hold, hvor hver spiller fra det vindende hold fik en lille nål til reverset. Klubben rådede som regel over to herrehold og et drengehold og spillede desuden ofte som gæstehold ved naboklubbers sportsfester. Senere deltog foreningen enkelte år i Oplandsturneringen, organiseret af Holstebro Dommerklub. Klubben har aldrig haft hold tilmeldt JBU.
Skolerne i Råsted blev lukkede i 1960 og skolebørnene blev overflyttet til Vemb skole. I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev Råsted sogn delt mellem Holstebro og Ulfborg-Vemb kommuner. Børnene fra den østlige del af sognet, der kom under Holstebro Kommune, blev flyttet til Idom Centralskole, indviet 1954, der nu skiftede navn til Idom-Råsted Centralskole. I denne periode faldt aktivitetsniveauet i Råsted langsomt, og idrætten blev centreret i Idom.

Idom Idrætsforening

Idom IF sidst i 40'erne: Ove Bang Nielsen, Christian Andersen, Ole Kuipers, Jens Andersen, Peder Andersen, Ejnar Andersen, Viggo Larsen, Hans Kjær, Poul Krogshede, Hans Skov, Knud Iversen.











Idom Idrætsforening blev stiftet 13. maj 1943 som en sammenslutning af Idom Gymnastikforening og Idom Boldklub. Der blev primært spillet fodbold og håndbold på en selvanlagt sportsplads nær Idom kirke samt dyrket gymnastik og folkedans. Vinteraktiviteterne foregik i den nu nedrevne gymnastiksal ved Idom Kirkeby skole tæt på sportspladsen. Skolens lokaler kunne derved også benyttes til omklædning. Klubben afholdt endvidere i en lang årrække en sportsfest hver sommer med indbudte klubber udefra, i de første år en søndag, senere fra 1961 over flere dage.

Idom IF ca. 1950: Holger Christensen, Jens Andersen, Ole Kuipers, ukendt, Christian Andersen, Hans Kjær, Viggo Larsen, Peder Sønderby, Christian Dideriksen, Knud Iversen, Christian Christensen.











Turneringsfodbold var forbeholdt seniorer indtil begyndelsen af 60’erne. Indtil da spillede nogle til lejligheden samlet drengehold jævnligt mod tilsvarende hold fra naboklubberne. Det var ofte i forbindelse med de årlige sportsfester, de fleste klubber afholdt. Der var dengang to aldersgrupper, drenge og senior, normalt rykkede man op som senior når man blev konfirmeret.
Turneringsmæssigt har Idom fra 1944 til 1949 og igen fra 1952 været tilknyttet JBU, ellers har klubben spillet i Holstebro oplandsturnering.

Straffespark ved en sportsfest i 1953/54

Anders Møller skyder og scorede det afgørende mål i straffesparksafgørelsen.

Idom IF 1957:

Aage Svenningsen, Christian Andersen, Anders Møller, Christian Pedersen (delvis skjult), Peder Andersen, Aage Vendelbo, Ove Agergaard, Ove Bang Nielsen, Christian Bang Nielsen, Georg Kristensen, ukendt.

Idom IF 1969.

Rykkede op i serie 4 og nåede til semifinalen ved det jyske mesterskab. Bent Pedersen, Jørn Larsen, Henry Bang Nielsen, Børge Bang Nielsen, Arne Krog Pedersen, Jørgen Byskov, Villy Hald, Leif Nybo, Ove Jacobsen, Ivan Byskov, Kristian Jensen, Peder Andersen.

Andreas Lundby

I Idom var indsatsen i slutningen af halvtredserne koncentreret omkring gymnastik og atletik (idrætsmærker), og fodbolden blev skubbet i baggrunden. Der var et enkelt seniorhold i den daværende A række, svarende til den senere serie 4, men i 1960 var der slet ikke fodbold på programmet. Samme år fik sognet en ny præst, Andreas Lundby. Han var i mange år en meget aktiv fodboldspiller for klubben, og spillede også på præstelandsholdet. Han fik snart samlet et hold igen, der dog måtte starte forfra i serie B, og klubben tilmeldte også før første gang et drengefodboldhold til JBU’s turnering. Lundby blev hurtigt valgt til Idom Idrætsforenings formand, en post han havde frem til 1968. I denne periode steg aktivitetsniveauet betragteligt i klubben, ikke kun på fodboldfronten.


Da Andreas Lundby overlod formandsposten for Idrætsforeningen til Henry Bang Nielsen, fortsatte han med stort engagement at arbejde for opførelsen af klubhus og hal. For denne store indsats blev han i 1979 af Holstebro Idrætsforbund tildelt Holstebro Landmandsbanks Lederpris, ligesom han er en af foreningens kun tre æresmedlemmer.

Stadion, klubhus og hal

Eet af Andreas Lundbys første store projekter var anlæggelsen af det nuværende stadionanlæg, øst for Idom-Råsted Centralskole. Han fik møjsommeligt overtalt sognerådet til at afsætte penge til køb af arealet og grovplanering af arealet, hvorefter banerne blev anlagt af brugerne. I indbydelsen til sportsfesten i juli 1964 er anført: ”Mandag, tirsdage og onsdag er der den fortsatte finplanering af den nye sportsplads fra kl. 19 under mottoet: ”Med min hakke, min skovl og min rive”. Året efter er der igen arbejde, denne gang var det rengøring af læbælterne rundt omkring den nye sportsplads, redskaber skulle man selv medbringe. Anlægget blev indviet med en stor sportsfest i 1966. I 1979 fik man installeret lysanlæg på banen

I mellemtiden havde foreningen i 1972/73 på initiativ af Børge Bang Nielsen bygget klubhus med fire omklædningsrum og kantine ved sportspladsen, primært med frivillig arbejdskraft. Byggeriet kunne gennemføres for mindre end 200.000 kr., ikke mindst fordi knap hundrede frivillige fra foreningen brugte tilsammen over 2000 arbejdstimer på at opføre huset. Indtil da måtte man benytte skolens enlige omklædningsrum, hvilket kun var muligt fordi mange spillere mødte omklædt, og gav afkald på et bad efter kampe eller træning. Opførelsen af klubhuset var med til øge aktivitetsniveauet så meget, at endnu en fodboldbane kort tid efter måtte anlægges. Denne gang blev arbejdet dog udført af Holstebro Kommune med maskinkraft.

I 1977 stod så Idom-Råsted Hallen færdig, i tilknytning til klubhuset. Og det var tiltrængt. I gennem adskillige år havde foreningen måttet leje sig ind i andre haller, ikke kun i Holstebro kommune, men også i Ulfborg/Vemb og Vinderup. Dette medførte naturligvis en stor kørselsmæssig belastning for udøvere og forældre. Hallen deles med idrætsforeningen i nabosognet Nr. Felding, der dog i de seneste år, efter opførelsen af en minihal i Nr. Felding, kun i begrænset omfang har benyttet hallen i Idom.

Børge Bang Nielsen

I 1970 blev Børge Bang Nielsen formand for Idom Idrætsforening, og sammen med Andreas Lundby var han primus motor bag klubbens næsten eksplosionsagtige udvikling. Han var samtidigt fodboldtræner for seniorherrer, i perioder for op til tre hold. Langsomt avancerede klubbens hold i rækkerne. I 1969 da han kom til klubben havde den et serie 5 og et serie 6 hold. I 1977 var det bedste hold avanceret til serie 2, andetholdet til serie 4 medens tredjeholdet spillede i serie 6. Efter 12 sæsoner valgte Børge Bang Nielsen at stoppe som træner for Idom-Råsted IF efter sæsonen 1980/81. Han sluttede med at føre førsteholdet til oprykning til serie 1. Efter i tre år at have været træner i Stadil/Vedersø, vendte han ”hjem” i 1985 på hvilket tidspunkt klubbens bedste hold var tilbage i serie 2. I 1987 rykkede klubben igen op i serie 1, og året efter holdt Børge Bang Nielsen endegyldigt som træner for klubben. Sideløbende med trænergerningen var han fodboldinstruktør under DDGU i en del år. Også han er naturligvis æresmedlem af Idrætsforeningen som også hans mor Marie Bang Nielsen, der i en menneskealder var ”trøjevasker” og meget andet for fodboldafdelingen.

Fra midten af 70’erne begyndte en del spillere ”udefra”, primært fra Holstebro, at spille fodbold i Idom. En særlig dygtig årgang spillere, født lige før 1960, lokkede andre til klubben, hvilket var en medvirkende faktor til klubbens fremgang. Ungdomsafdelingen har aldrig været stor nok til at fostre tilstrækkeligt antal talentfulde spillere til at holde klubben i toppen af serierækkerne. En del spillere er flyttet til Holstebro Boldklub for at spille junior og ynglingefodbold, når klubben ikke selv har kunnet stille hold, men kun få er blevet der. Den eneste spiller der i nyere tid har gjort karriere dér, er Per Bang Andersen, der efter at have spillet nogle år som senior i Idom tog springet til HB, og i mange år var fast angriber på divisionsholdet. I midten af 60’erne havde to af hans morbrødre, Henry og Ejner Bang Nielsen spillet på Holstebro Boldklubs førstehold. Sidstnævnte flyttede til Århus og spillede på AGF’s førstehold. Men han opgav fodbold til fordel for uddannelse efter en langvarig skadespause. Han sad senere i 10 år i bestyrelsen for AGF Kontraktfodbold A/S

Indendørs fodbold

Første DM i indendørs fodbold 1972. Jan Bang Andersen, Jesper Mogensen, Arne Bank, Bent Møller, John Bang Andersen.






























I regnskabet for 1963-64 optræder for første gang en udgiftspost til indendørs fodbold. Der var endnu 14 år til klubben fik egen hal, så man måtte køre langt, endog helt til Vesterhavshallen i Ringkøbing, for at få spilletid. Der var langt mellem hallerne dengang. Dengang var der ingen turnering, kun stævner. De forløb for det meste over to dage, med indledende runder lørdag og finalerunde søndag. Efterhånden kom der flere af disse stævner i området, og til sidst en turnering under DDGU. I 1971 blev et hold fra Idom Idrætsforening for første gang danske mestre i indefodbold, en bedrift der blev gentaget flere gange i de følgende år. Leder for de fleste af holdene var Peder Andersen, der også var ungdomstræner i fodbold udendørs, med stor succes. I februar 1978 blev han tildelt JBU’s ungdomslederpokal. Samme måned blev to ud af tre hold fra klubben danske mestre ved DDGU’s mesterskaber i Fuglsø-lejren. Peder Andersen fortsatte i mange år som holdleder for seniorholdene efter at være hørt op som træner. Han spillede selv for Idom i mange år til han var langt op i fyrrerne og opnåede at spille på seniorplan med sine ældste sønner, John og Jan Bang Andersen.

Pigerne kommer til

Idom IF damer 1984. Karin Jørgensen, Annette Dissing, Helle Bank, Susanne Bang Nielsen, Lene Linneberg, Linda Bro Nielsen, Heide Buskbjerg Christensen, Bente Skov, Mona Bang Nielsen, Suzanna Theuth Christensen, Gitte Madsen, Birthe Steffensen, Helle Lund.







Damefodbold startede sidst i 1960’erne, primært indendørs. Holdet var ikke tilmeldt en turnering, men deltog i forskellige stævner. Der blev dog også spillet udendørs, til sportsfesten 1969 blev der lørdag eftermiddag afviklet en kamp mellem Idom IF og Tvis. I 1972 var damerne for første gang tilmeldt JBU’s turnering, hvilket gav en lidt pudsig situation for enkelte spillere. Der var nemlig programsat turneringskamp samme dag som Astrid Bang Nielsen skulle konfirmeres. Men der blev ikke flyttet noget, hun skiftede konfirmationskjolen ud med spilledragten, og tog gæsterne med som tilskuere til kampen, der heldigvis blev afviklet på hjemmebanen. Astrids bror Henry Bang Nielsen var dengang træner for både damer og herrer samtidigt med han spillede på Holstebro Boldklubs førstehold.

De seneste år

Oprykning til serie 1 i 1981. Peder Tarpgård (spillende træner), Henning Akstrup, Anders Kjær, Ole Kristensen, Jørgen Kuipers, Poul Bang Nielsen, Arne Bank, Børge Bang Nielsen (træner), Jan Bang Andersen, Peder Andersen (holdleder), John Bang Andersen, Niels Peder Lauridsen, Jørge "Glo" Sørensen, Kåre Mårbjerg, Erik Jacobsen.

I 1996 blev der bygget en daginstitution i forbindelse med Idom-Råsted Klubhus og Hal. ”Solkær” indeholder både børnehave og skolefritidsordning, og året efter indvielse begyndte idrætsforeningens daværende formand, Svend Erik Ramsgård et samarbejde med Solkær. Fodboldtræningen for de mindste blev afviklet lige efter skoletid, inden børnene gik over i skolefritidsordningen, og en medarbejder fra Solkær hjalp til. Derved skulle børnene ikke af sted endnu engang efter en lang dag i skole og fritidsordning, hvilket også var med til at øge søgningen til fodbold. Samarbejdet er i dag formaliseret under navnet Idom/Råsted Idrætssamvirke.

Efter oprykningen til serie 1 i 1987 gik det langsomt tilbage for klubben, der var helt nede at vende i serie 4. Men under klubbens daværende træner Ole Storm er det lykkedes det i 2001 at vende nedturen og i løbet af to sæsoner at rykke fra serie 4 til serie 2, hvor klubben spiller nu. Foreningen havde i 2003 125 aktive fodboldspillere fordelt på et serie 2 og serie 4 hold, samt et Old Boys hold. Desuden var der et lilleput- og et drengehold tilmeldt JBU. Under DGI var klubben repræsenteret i mikro-, puslinge og mikroput- samt pigerækkerne, alle som 7-mands hold.

Oprykning til serie 2 i 2002.

Søren Kuipers, Thomas Andersen, Jonas Bøttern, Henrik Madsen, Matthias Bøttern, Kim Gadsgård, Claus Holm, Jesper Ferre, Arne Rahbæk, Ole Storm (træner), Dennis Michael, Michael Bang, Johnny Dybdal.

Idom-Råsted | Idomlundvej, Idom | 7500 Holstebro | webmaster@idom-raasted.dk © 2018 Webdesign & CMS by MCB Denmark