Sæt X i kalenderen i uge 33

IR_plakat

Vi vil gerne invitere jer til en hyggelig byfestuge,

som vi håber I alle vil deltage i.

 

Overordnet for hele byfestugen er temaet FÆLLESSKAB - vi har nu været isoleret og kommet på afstand af det vi ellers er så gode til her i Idom Råsted - at gå den lige vej med de skæve ideer, at holde sammen, at hjælpe hinanden at være åbne for nye tiltag/mennesker m.v. For at vække denne fællesånd igen, vil vi invitere alle borgere i Idom Råsted til at deltage i Byfestugen fra mandag d. 15. august til og med fredag d. 19. august 2022.

 

Find kameraet frem, der vil blive afholdt fotokonkurrence, hvor alle kan deltage og indsende billeder til os for hver aktivitetsdag, vi vil kåre 1 vinder for hver dag og kåre en samlet vinder sidst på ugen. Ideen er at få så mange billeder af vores aktiviteter og fællesskaber i Idom Råsted, samt at et udvalg af de indsendte billeder vil blive delt på Storskærm i PLEXUS under Byfestugen.

 

Aktiviteter i løbet af ugen:

Mandag d. 15. august: Indbyder vi til valget imellem en familievenlig

cykeltur fra PLEXUS parkeringsplads ad den gamle landevej gennem

skoven til Golfcafeen i Råsted.

Er man ikke til cykel men hellere vil gå, eller allerede befinder sig i Råsted, opfordrer vi til en gåtur med venner og familie rundt på hjertestien ved Golfklubben. Efter motionen bydes vi alle velkommen til fællesspisning i Golfcafeen i tidsrummet kl. 17:30 - 19:30. Nærmere oplysninger om tilmelding og priser for spisning vil blive delt senere.

 

Tirsdag d. 16. august: Indbyder vi til en fællesskabende gåtur for hele

familien/naboerne, med aktiviteter og opgaver rundt i Idom, turen har det

formål at blande os på kryds og tværs, få nyt info om forskellige familier i byen m.v. Tanken er at vi starter gåturen efter aftensmadstid, så de første hold kan starte ruten omkring kl. 18:30. Ruten vil kunne gøres på en time hvis man har lidt travlt, eller man kan tage en hyggerunde med hyggepauser m.v.

Det vil være muligt at sende 8-10 hold afsted samtidig

ved hjælp af mobilappen find2learn.

Onsdag er der hviledag.

 

Torsdag d. 18. august indbyder vi til en aften ved storåen, denne aften vil være med et program som passer til familier med større børn, samt til voksne. Vi arbejder stadig på programmet og glæder os til at dele det med jer senere.

 

Fredag d. 19. august inviterer vi til eftermiddags aktiviteter omkring

PLEXUS i tidsrummet fra 15-18.

Kl. 17:30 åbnes grillen så man kan grille sit eget medbragte kød, man kan købe tilbehørsbar i PLEXUS (salat og kartofler) samt div. drikkevarer.

Efter maden byder (vi og ungdomsklubben) børnene ind i hallen til

Børnefest med UV-lys, neonfarver og musik m.v.

 

Mens børnene hygger i hallen, har de voksne gode muligheder for at

tale med nye såvel som ”gamle” venner.

Der bliver lagt op til hygge i bedste fredags bar stil, vi håber alle er klar på at deltage. Vi vil dele mere information med jer senere på Idom Råsted borgernes facebookside samt i Kontakt, så hold øje og sæt kryds i kalenderen allerede nu.

 

Med venlig hilsen

 

Byfestudvalget

Betina Madsen, Michel Bartholin, Erika Sánchez,

Susanne Bang Nielsen og Ina Bertelsen