Nord for kirkediget ved Idom Kirke er i dag indrettet en parkeringsplads langs den asfalterede kørevej til kirken. Hvor cykelstativet i dag er placeret lå tidligere to bygninger, den ene med en lang og spændende historie.
Det drejer sig om den ældste skole i sognet, med en fortid tilbage i katolsk tid. Dengang var en degn ikke en lærer, men præstens hjælper under gudstjenesterne. Det sidste minde om denne funktion forsvandt efter Anden Verdenskrig, da degne ikke længere automatisk skulle fungere som kirkesanger.
Degnen i Idom havde sin bolig lige op til kirkediget, tæt på sin arbejdsplads. Efter reformationen mistede embedet sin værdi, men i stedet blev indtægterne fra "degnebolet" brugt til at finansiere en ny ting, undervisning af sognets børn og unge.
Indtil 1741 blev børnene i Idom undervist af en såkaldt "løbedegn", en elev fra latinskolen i Holstebro, der kom gående (eller løbende) til sognet et vist antal gange om ugen for at undervise. Til gengæld fik latinskolen indtægterne fra degnebolet.
Men i 1741 blev der ansat en fast lærer til embedet, Søren Davidsen Holst, og han flyttede med sin familie ind i degneboligen neden for kirkediget. Den skulle nu i mere end 150 år danne ramme om skoleundervisningen i sognet.
Hvornår bygningen er opført ved vi ikke. De beskrivelser der findes af degnebolet går stort set udelukkende på jorden, hvor meget der er, hvor det er og hvor meget der kan dyrkes. Dog ved vi at der i 1649 var "tvende Huse med Enderne i Øster og Vester, det ene er et Salshus, som han iboer, det andet er en Lade og Fæhus". Da bygningen blev til en egentlig skole i 1741 blev der ifølge kilderne bygget en skolestue til huset, der blev forlænget med fire fag, i dagens mål vel omkring 6 meter.
Dette postkort, formodentlig fra 1904. viser den ældste skole foran Idom Kirke, og halvt skjult bag træerne til venstre den nye skole fra 1877. Som nævnt i den ældste beskrivelse af degnebolet fra 1600tallet ligger den gamle skole godt omgivet af en jordvold.
Det er tilsyneladende denne bygning der fungerer som skolestue frem til 1877, da den blev afløst af den nye skole, der skulle komme til af fungere frem til 1955. Men derved blev den gamle degnebolig ikke overflødig. Sognerådet overtog bygningen og indrettede fattighus. Som sådan fungerede den til langt op i 1900tallet.
Men i noget begrænset størrelse. En ny skolelov indførte gymnastikundervisning i skolerne i 1910, og det blev pålagt sognerådene at anskaffe forskellige redskaber, blandt andet plint, hest og ribber. Der var ikke plads til redskaberne i de eksisterende bygninger, og man var godt klar over, at de ikke ville holde ret længe, hvis man lod dem stå udendørs hele året.
Løsningen var derfor at opføre en gymnastiksal ved de forskellige skoler, hvilket for Idom Kirkebys vedkommende skete i 1911. Det var en solid opmuret bygning med en sal og et forrum, netop så stort at det udover at fungere som omklædningsrum også kunne bruges til mindre møder. Senere skulle det også komme til at danne rammen om for eksempel en skakklub.
Billedet her viser både den nye gymnastiksal og resterne af den ældste skole, og må derfor stamme fra perioden 1911-1921. Gymnastiksalen selv fik en kortere levetid en sin nabo, da Centralskolen blev opført i 1954 var gulvet så dårligt, at gymnasterne hele tiden frygtede at brase igennem gulvet ved landinger. Den blev derfor nedrevet i 1955.
For at få plads til gymnastiksalen var det nødvendigt at rive et par fag af den østlige ende af fattighuset, salget af materialerne derfra indbragte sognerådet den beskedne sum af 17,56 kr. Resten af bygningen fik lov til at stå indtil foråret 1922, da sognerådet vedtog at nedbryde det gamle fattighus, "da den er ubrugelig til beboelse". Peder Pedersen fra Kildal vandt licitationen over nedbrydningen med et bud på 575 kr. og dermed var det slut for sognets ældste skolebygning. Den havde da også stået i op mod 300 år.
Gymnastik foran gymnastiksalen
Johanne Nikolajsen var i mere end 40 år lærerinde ved Idom Kirkeby skole. Hun var desuden én af sognets første amatørfotografer, og har taget dette billede, der viser, at ikke alle gymnastiske øvelser blev foretaget inde i gymnastiksalen i baggrunden af billedet.
Marius Nikolajsen voksede op som nabo til fattiggården, og har fortalt forskellige historier om nogle af dens beboere. En kone var ret resolut, en dag manden var taget af sted som daglejer, syntes hun det trak for meget ind ved den vestvendte fordør. Resolut rev hun et stykke af ydervæggen ned på den anden side af huset og flyttede døren derom. Hun brugte derefter murstenene til at mure den oprindelige døråbning til. Da manden kom hjem efter en lang dags slid var solen gået ned, og han famlede forgæves efter den vante indgang. Konen var allerede gået i seng, men vågnede ved hans kradsen på muren, og måtte derefter vise ham den nye indgang. At ikke alle husets beboere var lige så fysisk handlekraftige som ovennævnte dame fortæller en anden af Marius' erindringer. Mary fra "æ vester sogn" var tilsyneladende en noget vægelsindet ældre dame. Hun forlangte flere gange at få kakkelovnen flyttet til at andet sted i huset for at udnytte varmen bedst muligt. Da hun ikke selv var i stand til at flytte den blev Marius' far sat på opgaven. Dengang måtte beboere i et fattighus ikke selv eje noget eller have penge, men Marius kan stadig huske hvordan Mary altid havde gemt lidt småpenge væk, og at han fik nogle få ører, hvilket dengang stod som en formue for ham.