”I mit hjemsogn er der megen jord, der har trængt til mergel i mange år, men under krigen har der ikke været lejlighed til at køre den derover, fordi Hedeselskabet lagde beslag på sporerne til tørvefabrikationen, men sidste sommer begyndtes der på kørslen.
Der gik to lokomotiver med 18 vogne hver, og banen gik tværs over markerne og hedestrækninger, og det var mærkeligt, at det aldrig tændte ild i heden om sommeren, når den var tør, men det gik til hen i høst, da vi kom op en morgenstund, var det godt vejr. Solen skinnede klart, og der var ikke en vind der rørte sig. Det var noget prægtigt vejr. Jeg gik ned i marken efter noget græs, og da så jeg en lille røgsøjle stige til vejr men jeg tænkte ikke videre på den.
Det var om aftenen før, da det sidste lokomotiv var kørt hjem, lokomotivføreren troede, at det kun var aske, han havde raget ud, men den havde alligevel ligget og ulmet hele natten, og det så jeg om morgenen.
Jeg spiste min morgenmad, og da jeg kom ud igen, havde det begyndt at blæse lidt, og det blev snart til mere, og det varede ikke længe, inden det begyndte at flamme op, hvor der røg lidt. Vinden blev snart til storm, og ilden tog ret fat for alvor, og det brændte godt i den tørre alenhøje lyng.
Folk blev snart kloge på, hvad der var på færde, og de kom med plove og begyndte at pløje, men i den rasende storm fløj ilden mange alen langt, og snart var flere hundrede tønder land omspændt af flammer og var ikke til at slukke.
Der gik et par små plantager op i luer, men der var større fare for en stor plantage, der grænsede op til heden, og det så længe ud til, at den vilde brænde. Da ilden slog kraftigt om sig, troede man, at den ikke var til at redde.
Hen imod middag begyndte vinden at lage sig, så ilden havde ikke så megen magt, og endelig langt om længe kunne man begynde at pløje brandbælter igen, men hvis der ikke havde gået en lille å mellem heden og plantagen, ville den næppe have været til at redde, ilden blev slukket, og derved var mange tønder land reddet fra at blive ildens bytte.”
Denne beretning blev skrevet at Knud Ove Nielsen under et ophold på Antvorskov Højskole i vinteren 1921/22. Den hændelse han beskriver, må altså være sket i sensommeren 1921. Det er tydeligt, at den har gjort stort indtryk på ham, ikke mindst hvor galt det kunne være gået.
Den omtalte hedebrand er forgæves eftersøgt i de lokale aviser, der enten ikke syntes historien var værd at omtale, eller slet ikke blev informeret. Knud Ove Nielsen boede i sit fødehjem, Vester Hedegaard, og har altså kunnet se starten på branden derfra. Men en klar sommerdag kan man se en røgsøjle rigtigt mange kilometer væk, så det fortæller ikke meget om arnestedet.
Heldigvis har vi en anden kilde der omtaler branden. I 1950 udkom et stort bogværk, ”Vort sogns historie i 100 år”. Her er en række sogne beskrevet indledningsvis, efterfulgt af en gennemgang af de enkelte ejendomme i sognet. Forordet til Idom sogn er ret summarisk, men forfatteren til teksten om Råsted har rigtigt slået sig løs. Han skriver om lidt af hvert, lokalt såvel som nationalt. Blandt andet skriver han:
Om morgenen d. 21. 7. 1921 opstod der en hedebrand sydvest for Nørholm. En lille plantage brændte, og derefter fortsatte ilden og standsede først ved Idom skel. Nogle mente mergeltoget var skyld i branden, idet der skulle være kastet varm aske ud i lyngen. Heldigvis lykkedes det at begrænse ilden, så ejendommene ”Højlund” og ”Nørre Ormstrup” reddedes.
Med disse oplysninger er vi på mere sikker grund. Ejendommen ”Nørholm” eksisterer ikke længere, men lå på østsiden af den nuværende Blæsbjergvej, på Idom Hede. De to sidstnævnte ejendomme ligger på sydsiden af den samme hedestrækning, der nu er plantet til, på nordsiden af Ormstrupvej.
Branden har altså bredt sig øst og sydpå inden den blev stoppet af Idom Å, hvorved den store Hestbjerg Plantage blev reddet. Begge kilder nævner et eller flere små plantager, der blev flammernes bytte, men ikke noget alvorligt. At selve heden brændte var ikke noget særligt, den tørre lyng kunne måske nok bruges til græsning, koste og strøelse i en snæver vending, men ellers ikke. Heden blev jævnligt brændt af for at få friske skud til græsning for får og andre dyr.
Årsagen til branden antydes af begge til at være mergeltoget. Knud Ove Nielsen er mere sikker i sin sag end den anden kilde, der dog også har hørt den forklaring. At køre med et damplokomotiv over den tørre hede krævede omhu fra lokomotivførerens side, i omgangen med ild og varm aske. Knud Ove Nielsen får det næsten til at lyde som om det bare var et spørgsmål om tid, på et eller andet tidspunkt ville mergeltoget blive årsag til en brand. Heldet var så bare med beboerne denne gang, der skete ingen alvorlig skade.
Nedenstående kort viser mergelbanens forløb gennem den vestlige del af Idom sogn, og den nordøstlige del af Råsted. På kortet er tillige angivet den formodede rute for hedebranden over Idom Hede fra arnestedet ved Nørholm til den blev stoppet ved Idom Å og ejendommene ved Ormstrup.
Kortet er fremstillet af Hedeselskabet for Idom-Råsted Sporbane. Dette selskab blev stiftet i slutningen af 1913 med det formål at give de lokale landmænd adgang til mergel fra det store mergelleje i Bur. Man var langt fremme med planlægningen af udkørslen, da Første Verdenskrig kom på tværs. Som Knud Ove Nielsen nævner ovenfor blev spor og lokomotiver inddraget til at dække det nationale behov for brændsel i form af tørv, og så måtte mergelen vente. Hele mergelarbejdet var styret gennem Det danske Hedeselskab i Viborg. De ejede spor og lokomotiver, der så blev lejet ud til de små mergelselskaber rundt omkring. Det drejede sig om små lette skinner, der let kunne anlægges og fjernes igen. Man merglede ikke hvert år, og ikke de gode arealer, kun den magre jord og nyopbrudt hede. Det område banen forsynede i Idom og Råsted fik sit behov dækket på kun et år, skinnerne blev anlagt i 1921, og inden jul samme år var de væk igen. Så det har været en fremmed fugl der kørte igennem landskabet denne sommer, den eneste gang der har været tog til Idom og Råsted. Knud Ove Nielsen nævner de to lokomotiver med hver 18 vogne. De var helt nye da de kom til Bur Station i 1921 for at begynde arbejdet i Idom og Råsted. Udgangspunktet var mergellejet i Bur (den nuværende sø i nord for banen), der længe havde forsynet området øst og nord for sognet. Nu var det altså blevet de sydlige sognes tur. Mergel er kalkblandet ler, der spredes ud over markerne for at øge udbyttet. Kalken gør de muligt for planterne at udnytte den næring der er i jorden endnu bedre, og er altså ikke en gødning i sig selv. Hvis man ikke tilfører jorden ekstra kvælstof samtidigt med vil den hurtigt blive meget udpint, og ikke give udbytte i mange år. Derfor har man også sagt at mergel ”gav rig fader og fattig søn”. Det var derfor vigtigt at kende kalkmængde i mergelen præcist, så man vidste hvor meget man måtte sprede. For mergelen fra Burs vedkommende indeholdt den knap 40 % kalk hvilket betød man skulle bruge ca. 20m3 pr. tdr. land. Før sporbanerne har man skulle hente dette med hestevogn, der ikke kunne rumme ret mange kubikmeter pr. vognlæs, hvilket gjorde brugen af mergel begrænset. Var man så heldig at have en mergelforekomst på sin ejendom kunne man bruge af det, også selvom man måske skulle tilføre mere pr. tdr. land på grund af et ringere kalkindhold. Et af de steder i Idom man fandt en god forekomst af mergel var ved ejendommen ”Mergeltoft” mellem Hestbjerg og Ormstrup. Lige over for ejendommen ligger i dag en smuk sø, det er resterne af den mergelgrav der har givet navn til ejendommen. Her har man gravet mergel til op til omkring 1930, og ikke kun til eget forbrug. Der var anlagt en smalsporsbane ud fra mergelgraven, hvorpå man kunne transportere mergelen væk i tipvogne. Endnu i midten af 30erne stod der endnu et par tiloversblevne vogne ved mergelgraven som ejerens børn legede i. Vognene og nogle overskydende skinner blev senere solgt som gammelt jern. Brugen af sporbanerne ser ud til at være slut med Anden Verdenskrig. Så begyndte man i stedet at køre mergelen ud på lastbiler, både fra Bur og fra andre mergellejer, blandt andet det store mergelleje ved Damhuså. I dag bruger man ikke længere mergel, men ren kalk i stedet, der skal ikke bruges nær så meget, og i dag kan man dosere kalken meget præcist, for at undgå at jorden udpines. Desuden er det hårde arbejde med at sprede den lerede mergel i et jævnt lag på markerne ikke længere nødvendigt. Mergel skal helst have frost for at kunne få den optimale virkning, så det var surt arbejde i den sene vinter at sprede de mange små dynger med mergel, der var blevet fordelt på marken året forinden. For at sikre mergel til sognet blev der i slutningen af 1913 dannet et selskab, Idom-Råsted Mergelselskab. Vi giver endnu engang ordet til forfatteren af beskrivelsen af Råsted sogn i ”Vort sogn i 100 år”. (Vi ved desværre ikke med sikkerhed hvem det var, men et godt gæt er lærer Aspel i Råsted vestre skole): ”Idom-Råsted Mergelselskab stiftedes lige før 1914. Beboerne tegnede sig for levering af mergel fra Bur Mergelleje. Imidlertid kom krigen og lagde hindringer i vejen for transporten. Først i 1921 blev der lagt spor til den østlige del af Råsted og mergeltoget begyndte at køre. Fra tipvognene aflæssedes merglen i store dynger på lodsejernes marker. Det var vedtaget, at ingen måtte mere mergel fra dyngen end der var betalt. Transportudgifterne var steget betydeligt, siden der tegnedes for leveringen. Derfor blev merglen dyrere end beregnet.” Det er stort set hvad vi ved om Idom-Råsted Mergelselskab. I Holstebro Dagblad findes et par omtaler af foreningen, mest i forbindelse med generalforsamlinger. Første gang i spril 1921 hvor der indkaldes til generalforsamling i ”Afholdshjemmets sal i Bur”, dagsordenen var som følger: Aflæggelse af regnskab Bestemmelse af den foreløbige mergelpris Valg af bestyrelse og revisor Eventuelt Samme år kan avisen berette, at selskabet har fået lov til at føre et tipvognsspor hen over Ringkøbing-Holstebro Landevej. Så springes der frem til april 1937, hvor Dagbladet refererer fra generalforsamlingen. Formanden var sognefoged Martin Pedersen, og kasserer Bertel Bertelsen, og de kunne fremlægge et regnskab der balancerede med ca. 9000 kr. De afgående bestyrelsesmedlemmer, Bertel Bertelsen og P. Andersen, Idom og P. Husted, Råsted ville ikke modtage genvalg, og i stedet valgtes Jens Pedersen og Jens Kr. Nielsen fra Idom og sognefoged Simon Vad fra Råsted. Martin Pedersen fortsatte som formand. Året efter blev generalforsamlingen afholdt i Idom forsamlingshus d. 16. juni. Endnu engang nægtede de afgående medlemmer, Marinus Madsen, Råsted og Martin Pedersen, Idom genvalg. I stedet genindtrådte P. Husted, Råsted i bestyrelsen sammen med Chr. Toft. Jens Kildal valgtes til revisor i stedet for Chr. Toft. Som en ekstra oplysning fortæller referatet, at et forslag fra bestyrelsen om at nedsætte prisen på mergel pr. favn med syv kr. vedtoges. Prisnedsættelser møder sjældent modstand! Men den store udskiftning af bestyrelsen på kun to år kan måske afspejle en utilfredshed med de højere priser end oprindeligt formodet, som refereret ovenfor? Det er de samme personer der dukker op igen i 1940, Martin Pedersen og Cornelius Sidelmann kommer i bestyrelsen for P. Husted og Chr. Toft. Det nævnes i referatet at selskabet nærmer sig sin afslutning, men to år senere har vi den sidste omtale af Idom-Råsted Mergelselskab i Holstebro Dagblad. Endnu engang er der generalforsamling, nu forlod Martin Pedersen endnu engang bestyrelsen, og Jens Kildal valgtes i hans sted. Peder Andersen var afgået ved døden i løbet af året og blev erstattet af Tinus Andersen. I stedet for den formandspost han forlod, blev Martin Pedersen valgt til revisor, Jens Kildal blev formand og Peder Kjær kasserer. Præcist hvornår foreningens tid var ude vides ikke, dog omtales den ikke som ”forhenværende” i føromtalte bog ”vort sogns historie i 100 år”, da den udkom i 1950. Skulle nogen i Idom eller Råsted ligge inde med informationer om brugen af mergel i området, steder man har gravet til eget eller fleres forbrug, eller måske ligefrem papirer fra Idom-Råsted Mergelselskab er jeg som sædvanlig meget interesseret i at høre om det. I dag er mergelens tid ude, og kun nogle søer rundt omkring i landskabet, samt enkelte stednavne som Mergeltoft, beretter om en svunden tid.